Ny søgning
Region
Kategori
Lektor i ergo- og fysioterapi ved IRS-Sygehus Sønderjylland

Institut for Regional Sundhedsforskning (IRS) og Det Sundhedsvidenskabelige FakultetSyddansk Universitet (SDU) opslår i samarbejde med Sygehus Sønderjyllanden stilling som lektor med 40 % forskningstid ved Ergo- og Fysioterapi, Sygehus Sønderjylland. Stillingen opslås for en periode på 3 år med mulighed for forlængelse. Det er med tiltrædelse efter aftale, og med klinisk hovedansættelse i Ergo- og Fysioterapien ved Sygehus Sønderjylland.

Forsknings- og uddannelsesopgaver

Som lektor skal du være med til at bygge en ny forskningsenhed op sammen med chefterapeuten og adjunkten på afdelingen, og være forskningsleder. Forskningsenheden skal understøtte fagligheden inden for ergo- og fysioterapiens primære opgaver, således at afdelingen lykkes endnu bedre med patienterne i praksisfællesskabet. Forskningen skal relatere sig til udredningen af funktionsevnen, tidlige indsatser under indlæggelsen og overleveringer til andre faggrupper og sektorer. 
Ud over forskning vil arbejdet indebære faglig udvikling, forskeruddannelse, undervisning, herunder også eksamen, vejledning og bedømmelsesarbejde inden for ergo- og fysioterapi. 

Ergo- og Fysioterapi, Sygehus Sønderjylland

Som forsker er det væsentligt at have indsigt i den kliniske hverdag i praksisfællesskabet ved også at være en del af klinikken i hverdagen. Dette fordi forskningen fødes i klinikken, skal være kliniknær, men også efterfølgende skal kunne implementeres til gavn for sygehusets patienter. Stillingen er derfor med klinisk hovedansættelse som ergo- eller fysioterapeut på 60% af tiden i Ergo- og Fysioterapien ved Sygehus Sønderjylland. 

Afdelingen er i en rivende udvikling og har gjort op med de klassiske organiserings- og arbejdsformer til fordel for tilstedeværelse og nærhed hos patienten i de kliniske specialer. Hjælpsomhed og synlighed i praksisfællesskabet med de daglige tværfaglige kollegaer er altoverskyggende og betragtes som værende en forudsætning for, at lykkes med det gode patientforløb. Du vil gennem udviklingsprojekter, klinisk arbejde og et stærkt fagligt fokus være med til at sætte retningen for en ambitiøs afdeling, der ikke kun vil udvikle, men også vil gøre en forskel for vores sønderjyske befolkning.

Forventninger til kvalifikationer

Den, der ansættes, skal have dokumenteret forsknings- og undervisningserfaring inden for ergo- og fysioterapi. Der forudsættes endvidere gode samarbejdsevner med henblik på udbygning af forskningen inden for de nævnte områder, såvel tværfagligt som nationalt og internationalt. Internationale samarbejdspartnere er en fordel, men ikke et krav.

Potentielle ansøgere skal være kvalificeret på lektorniveau jf. gældende notat om stillingsstruktur for universiteterne. Hvis den foretrukne kandidat har forskningsmæssige kvalifikationer på lektor-niveau, men kandidatens undervisningskvalifikationer ikke bedømmes til at være på et tilstrækkeligt niveau, skal lektoren tilmelde sig Universitetspædagogikum snarest muligt efter ansættelsesdatoen. I dette tilfælde vil der blive indledt en ny bedømmelse senest fire måneder før den 3-årige ansættelsesperiode udløber. En eventuel forlængelse forudsætter en positiv bedømmelse.

Kontakt
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås hos:

  • René Gam Bender Jørgensen, chefterapeut, Ergo- og Fysioterapi, Sygehus Sønderjylland (rbj@rsyd.dk og tlf. 7997 6136).
  • Helene Skjøt-Arkil, chefkonsulent for forskningIRS-Sygehus Sønderjylland (hsa@rsyd.dk og tlf. 7997 1113).
  • Jakob Grauslund, institutleder, IRS, SDU (jgrauslund@health.sdu.dk og tlf. 6550 8492)

Ansættelsesvilkår

Ansættelse finder sted i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Bedømmelse af ansøgninger vil ske i henhold til gældende ansættelsesbekendtgørelse for universiteter. Ansøgninger vil blive bedømt af et sagkyndigt bedømmelsesudvalg, og ansøgere vil få deres egen bedømmelse tilsendt. 

Syddansk Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer derfor alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Vejledning for ansøgere

Ansættelsesdato: Efter aftale.

Arbejdssted: Primært Aabenraa men også i Sønderborg



14-15 timer

Ansøg her





Tilbage til søgning