Ny søgning
Region
Kategori
Afløser i hjemmet til dreng på 6 år efter § 84 i lov om social service

Vil du gøre en forskel for en familie, der har brug for et pusterum i hverdagen?

Jobbeskrivelse
Som forældrenes afløser i hjemmet, skal du hjælpe en dreng på 6 år.

Om jobbet
Drengen har infantil autisme og har derfor udfordringer med kommunikation, socialt samspil og fleksibilitet i hverdagen. Han kan være impulsstyret og har brug for tydelig guidning. Drengen har en stor selvstændighed og kan være meget viljestærk og vedholdende, især når han har en idé om, hvad han gerne vil.

Familien søger en afløser til pasning og samvær med en aktiv og nysgerrig dreng på 6 år, der har infantil autisme. Opgaverne består primært i trygt og nærværende samvær med drengen i hjemmet og i nærområdet. Drengen har et højt energiniveau og stor glæde ved fysisk leg og udeliv. Timerne kan bl.a. bestå af lege, gåture (fx til stationer for at se på tog), og aktiviteter i hjemmet.

Det er vigtigt, at du kan møde drengen i hans interesser og være en rolig, tydelig og fysisk nærværende voksen.

Han har en særlig interesse for smarte biler, tog og fejemaskiner, og han elsker leg med bevægelse og høj energi – gerne lidt ”vilde” lege, der dog stadig foregår i trygge rammer.

Opgaven kræver, at man kan arbejde selvstændigt, men i tæt samarbejde og løbende dialog med forældrene. Det vil være en fordel, hvis du har erfaring med børn med særlige behov – men vigtigst er lysten til at lære drengen at kende og kunne møde ham med forståelse, humor og engagement.

Ideelt set er du:

  • Tålmodig
  • Rolig og tryghedsskabende
  • God til fysisk aktivitet og oplevelser ude i naturen
Arbejdstid
Den maksimale arbejdstid er 12 timer om måneden, og aftales løbende med familien. På nuværende tidspunkt ønskes der tjeneste hver torsdag mellem kl. 16.00-19.00. Der kan forekomme arbejde i weekenden og på andre hverdage.

Transporttiden til og fra familiens hjem beregnes ikke som arbejdstid.

Arbejdssted og løn
Da en del af tjenesten kan involvere ekskursioner, kan arbejdsstedet variere. Dog vil der være base i Valby.

Timelønnen for afløsere er kr. 132,51 i timen.

Ved spørgsmål kan Ledsagerordningen kontaktes på 33 17 62 20.

Når du søger denne stilling, giver du samtykke til, at Københavns Kommune må videregive relevante oplysninger om dig til barnets forældre, så det bedste match kan opnås. Dette er nødvendigt, da forældrene beslutter hvem der skal tages i betragtning for ansættelse. Hvis forældrene ser dig som et muligt match, vil Københavns Kommune formidle den videre kontakt mellem dig og den givne familie.

Søg via linket senest fredag den 25. juli 2025



Arbejdstid: Dag

3-3 timer

Ansøg her





Tilbage til søgning