Ny søgning
Region
Kategori
Skab tryghed og struktur for 10-årig dreng i København N

Vil du arbejde med en opgave, hvor din ro og faglighed gør en konkret forskel? Her får du mulighed for at skabe stabilitet og nærvær for en dreng med komplekse behov.

Om opgaven
Drengen er 10 år og har infantil autisme og svær udviklingshæmning. Han kommunikerer nonverbalt, forstår ikke det talte sprog og reagerer tydeligt, når kendte rutiner brydes. Han har ingen gangfunktion og bruger blandt andet kørestol, loftlift og plejeseng. Hans fysiske styrke er god, og han kan reagere med fx høje lyde eller skub, hvis han bliver frustreret eller overstimuleret.

Du bliver grundigt oplært af forældrene og arbejder først selvstændigt, når relationen er på plads. Opgaven handler om at skabe tryghed og ro – fx gennem sansestimulerende aktiviteter, samvær i barnets tempo og støtte ved overgange og måltider. Du hjælper også med personlig pleje og medicin, og indgår som støtteperson i hjemmet.

Om dig
Du er uddannet pædagog, social- og sundhedsassistent, ergoterapeut, fysioterapeut – eller social- og sundhedshjælper med solid erfaring. Du er vant til at møde mennesker med udviklingsforstyrrelser og komplekse behov med ro, tydelighed og struktur. Du aflæser nonverbale signaler, kan skabe trygge rammer og arbejder respektfuldt tæt på familien.

Det er en fordel, hvis du har erfaring med hjælpemidler, sanseregulering og støtte til personlig pleje. Du skal være tryg i opgaven og klar til at indgå i et tæt samarbejde. I forbindelse med ansættelse gennemfører du e-læring i epilepsi og medicinhåndtering samt et fremmødekursus i førstehjælp.

Arbejdstid
Stillingen dækkes af to medarbejdere med faste vagter. Du byder ind på de tider, der passer dig.

– Mandag til fredag kl. 05.30–06.30
– To hverdage kl. 16.00–19.00 (ugedage aftales)
– Lørdag kl. 08.00–14.00
– Søndag kl. 08.00–14.15

Du kan fx tage hele morgenblokken – eller fokusere på eftermiddag og weekend.

Vi tilbyder 

Du bliver en del af en familieejet virksomhed med en masse engagerede medarbejdere. Du har en fast rådgiver, som du altid kan få sparring hos. Udenfor kontorets åbningstid er der altid en bemandet vagttelefon, så du er aldrig alene. Løn og pension i henhold til Landsoverenskomst indgået mellem FOA og Dansk Erhverv. Du er dækket af DUOS’ ansvars- og arbejdsskadeforsikring og sundhedsforsikring er en del af din pensionsordning. Vi tilbyder en bred variation af kurser, og du modtager relevant introduktion og løbende opkvalificering som medarbejder hos DUOS. Og så kan du slet ikke undgå at udvikle dig både personligt og fagligt, når du arbejder med mennesker hos os i DUOS. 

Vil du være vores nye kollega?

Så send en ansøgning via linket. Du skal have en profil på mit.duos.dk og være logget ind for at søge. Vi holder samtaler løbende, send derfor gerne din ansøgning med det samme. Tiltrædelse snarest muligt. Har du yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte rekrutteringskonsulent Aase Petersen på 3634 4990. Du kan altid finde svar på generelle spørgsmål her: FAQ

Vi er mennesker, der hjælper mennesker 

I DUOS hjælper vi mennesker i hverdagen, støtter dem i svære situationer og bidrager til deres trivsel og livskvalitet. Som en af Danmarks største og ældste velfærdsleverandører stræber vi efter at være til stede der, hvor behovet er. Vi kender betydningen af den rette empati og den rette faglige viden, og vi ved, at det er afgørende at sikre det rette match mellem medarbejder og borger, hvis vores ydelser skal have værdi.

Kom og vær med på DUOS-holdet. Og gør en vigtig forskel for et andet menneske.

Læs mere om DUOS på www.duos.dk


Job ID: 178157

Arbejdstid: Dag

1-17 timer

Ansøg her





Tilbage til søgning