Kirketjener
En nyoprettet stilling som kirketjener ved Hornslet Kirke, Hornslet Sogn, er ledig pr. 1. marts 2026 eller snarest derefter.
Stillingen er på 20 timer/uge.
Ved Hornslet Kirke glæder vi os over et højt aktivitetsniveau i både kirke og sognegård. Det medfører, at vi har brug for en medarbejder, der har lyst til at have opgaver ved de mange kirkelige arrangementer, såsom gudstjenester, dåb og begravelse og et væld af andre ting, der foregår i kirke og sognegård.
Arbejdet omfatter kirketjeneropgaver ved gudstjenester, kirkelige handlinger og arrangementer i kirke og sognegård, rengøring i kirke og sognegård, anretning og indkøb til arrangementer samt afrydning og opvask. Arbejdet tilrettelægges og aftales i samarbejde med vores fuldtidsansatte kirketjener. I får gensidig vikarforpligtelse.
Du er en person, der
-
kan lide at møde mennesker, og har lyst til omgås både børn og voksne
-
glæder sig over at være kirkens ansigt for dem, du møder i kirke og sognegård
-
sætter en ære i, at kirke og sognegård fremstår indbydende
-
har lyst til skiftende arbejdstider, for du skal deltage i en del af tjenesterne i kirken samt aftenarrangementer
-
har lyst at arbejde sammen med kolleger og frivillige
-
kan løse dine opgaver selvstændigt og planlægge i fællesskab med dine kolleger.
Vi tilbyder
-
Et godt og muntert arbejdsmiljø
-
14 dedikerede kolleger
-
Afvekslende arbejdsopgaver
-
Høj grad af indflydelse på opgaver og tilrettelæggelse
Ansættelse sker ved Hornslet Sogns Menighedsråd, beliggende Rodskovvej 4, 8543 Hornslet
Ansættelsen er omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer (OAO-S) og Organisationsaftalen for kirkefunktionærer med kerneopgaver som kirketjener eller graver indgået mellem Kirkeministeriet og Danmarks Kirketjenerforening og det tilhørende protokollat for kirketjenere. Aftalerne kan ses på www.folkekirkenspersonale.dk.
Nuværende tjenestemandsansatte kirketjenere har ret til at bevare deres tjenestemandsstatus ved ansættelse med direkte overgang. Der skal i så fald ske en klassificering af stillingen.
Det er en betingelse, at den obligatoriske 5 ugers uddannelse for kirketjenere gennemføres indenfor 2 år efter ansættelsens start.
Årslønnen aftales indenfor intervallet 318.527,13 kr. – 401.109,35 kr. (nutidskroner).
Der er rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt 32.602,19 kr. (nutidskroner).
OK-tillæg på 1.374,04 kr. (nutidskroner) pr. år.
Menighedsrådets forslag til lønniveau er 16.090,53 kr. ved ansættelse på 20 timer. Aftale om indplacering i lønintervallet indgås mellem menighedsrådet og Danmarks Kirketjenerforening.
Løn, OK-tillæg samt rådighedstillæg kvoteres i overensstemmelse med stillingens ansættelsesbrøk.
Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til kirketjener Dorthe Ginge på 3035 8090/dgj@km.dk eller menighedsrådsformand Mette Bruus Jacobsen på 2960 9940/mette@fam-jacobsen.dk.
Ansøgningen skal være menighedsrådet i hænde senest den 20. februar 2026 kl. 12.00.
Ansættelsessamtaler forventes at finde sted den 26. februar 2026.
Menighedsrådet kan oplyse, at der vil blive indhentet referencer.
20-20 timer
Ansøg her
Tilbage til søgning



