Ny søgning
Region
Kategori
Gymnasielærer til Tradium HTX – vikar/timerester i biologi

Brænder du for at undervise -eller har du lyst til at prøve dig selv af som underviser på et gymnasium? Kan du skabe et spændende og mangfoldigt læringsmiljø, der får elever til at udvikle sig? Vil du være med til at undervise på et gymnasium, hvor vi tror på, at eleverne lærer mest, når teori og praksis går hånd i hånd? Så er det måske dig, vi har brug for som gymnasielærer i faget biologi på htx.

Fagligt

Du skal have en relevant uddannelse på kandidatniveau og meget gerne erfaring med undervisning. Det vil være en fordel, hvis du har erfaring med undervisning på et gymnasialt niveau og et bestået pædagogikum. Men du kan også være nyuddannet med lyst til at prøve dig selv af som underviser i gymnasiet.

I øvrigt

Du kommer til at varetage undervisning i biologi C for vores htx-elever samt eux-elever på social- og sundhedsskolen i Randers. Som erhvervsgymnasier har vi fokus på en praksisrettet pædagogik, der understøtter en undervisning af høj kvalitet. Vi vægter relationen til og mellem eleverne højt, og har i dagligdagen en tæt kontakt både til eleverne og mellem underviserne.

Det er vigtigt for os, at du kan motivere og inspirere unge mennesker til at engagere sig i dit fag, og du skal derfor være åben, en naturlig rollemodel for eleverne og i stand til at indgå i en dialog med de unge. Vi lægger vægt på, at du også har lyst til at engagere dig i skolens faglige og sociale aktiviteter, og at du kan samarbejde med dine kollegaer om faglige og pædagogiske projekter på tværs af faglige grænser.

Vi tilbyder dig
En spændende arbejdsplads i en organisation med udvikling i tæt kontakt til det omgivende samfund og erhvervsliv i Østjylland. Du får ca. 30 imødekommende og inspirerende kolleger, som er tilknyttet HTX, Tradium - og derudover ca. 420 kolleger på Tradium.

Vi er en arbejdsplads, hvor både elev- og underviserengagement prioriteres højt. Vi ønsker at være en arbejdsplads med en åben, respektfuld og anerkendende omgangstone, hvor vi i tæt dialog mellem ledelse og medarbejdere løser hverdagens udfordringer.

Der er tale om et vikariat med gennemsnitlig ca. 10 undervisningstimer pr. uge i perioden 1. september til 31. december 2026. Timerne er ujævnt fordelt i perioden. Da undervisningen er placeret på to adresser i Randers, skal du kunne transportere dig mellem disse i løbet af en arbejdsdag.

Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomst ”Cirkulære om overenskomst for Akademikere i staten” mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for området.

Interesseret?
Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte rektor Else Ravn Rasmussen på mobil 29256961.

Send en motiveret ansøgning, dit CV og relevante eksamenspapirer via ansøgningslinket.

Ansøgningsfristen er den 25. juni 2026 og samtaler forventes afholdt 2. juli 2026.

Vi opfordrer alle kvalificerede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.


Om Tradium
Tradium Erhvervsskole og -gymnasier, Randers, er et uddannelsesmæssigt kraftcenter, der udbyder en bred vifte af ungdoms-, voksen- og efteruddannelser inden for det merkantile og tekniske område: HHX, HTX, EUX, EUD, AMU samt uddannelsen til statsautoriseret fodterapeut og meget mere. Her arbejder ca. 410 engagerede medarbejdere, og hvert år underviser vi omkring 2.700 elever, fordelt på tre campusser i Randers og på Djursland. Vi er en arbejdsplads med et stærkt fællesskab, hvor vi løfter i flok og brænder for at skabe de bedste rammer for læring og udvikling. Som UNESCO Verdensmålsskole har vi et internationalt udsyn. Samtidig har vi et tæt samarbejde med erhvervslivet og arbejder målrettet på at give vores elever og kursister de bedste forudsætninger for en god fremtid. Vi er også en arbejdsplads med plads til forskellighed, hvor du får mulighed for at udvikle dig, både fagligt og personligt. Læs mere om os på tradium.dk.



Arbejdstid: Dag

10-10 timer

Ansøg her





Tilbage til søgning